Hvilke heste kan forsikres?
Vi vil gerne forsikre enhver hest hvis den er sund og rask og endnu ikke fyldt 16 år når du kommer til os.
Forsikringen kan kun tegnes som et tillæg til livsforsikringen.
Forsikringen kan ikke tegnes for trav- og galopheste.
Hvad skal der til for at forsikre mod tab af anvendelighed som ridehest?
Ved uanvendelighedssum op til kr. 49.000,- kræves en handels/klinisk undersøgelse af hesten. Denne undersøgelse må højst være 14 dage gammel på tidspunktet for begæring af forsikring.
Ved uanvendelighedssum fra kr. 50.000,- kræves en handels/klinisk undersøgelse og en handelsrøntgen af ben samt attest herfor. Disse undersøgelser må højst være 14 dage gamle på tidspunktet for begæring af forsikring.
Ved uanvendelighedssum over kr. 100.000,- kræves en handels/klinisk undersøgelse og en handelsrøntgen af ben og ryg samt attest herfor. Disse undersøgelser må højst være 14 dage gamle på tidspunktet for begæring af forsikring.
Hvad dækker forsikringen?
Som et tillæg til First Livsforsikring tilbyder vi en forsikring der dækker, hvis din hest bliver erklæret permanent uanvendelig som ridehest på grund af en uhelbredelig fysisk påviselig og diagnosticeret lidelse opstået i forsikringstiden, som hesten har været bedst muligt behandlet for uden succes.
Hvor meget kan man forsikre for?
Vi kan forsikre tab af anvendelighed for lige så meget det skal være. Dog kan summen for uanvendelighed ikke overstige livsforsikringssummen.
Som udgangspunkt forsikrer vi omgående din hest for op til kr. 100.000.
Som Coverholder for Lloyd's of London har vi naturligvis mulighed for, at forsikre for højere summer - dette kræver bare en højere grad af dokumentation for hestens værdi og tager derfor typisk et par dage.
Hvis du har sådan et særligt behov, synes vi du skal ringe til os og få en snak om mulighederne.
Hvad kan man få i erstatning?
Når vi har godkendt en erklæring fra en autoriseret dyrlæge, kan du vælge om du vil beholde hesten og få 60% af forsikringssummen udbetalt eller om du vil have hesten aflivet og få 100% af forsikringssummen udbetalt.